Laurits Kofoed

Laurits satte gang i tingene


Det stod bestemt ikke skrevet i kortene, at Signius Martheus Lauritsen Kofoed – husmandssøn fra Ibsker – skulle blive den store igangsætter i bornholmsk landbrug. Eller at han skulle blive den person, der tegnede udviklingen i Østerlars gennem flere årtier.


Tværtimod stod hans hu til søen. Han tog på langfart fra Svaneke, og endte hurtigt med at blive skibsfører. Det blev aldrig til megen skolegang, og han opgav tidligt sit fine lange navn og underskrev sig kort og godt Laurits Kofoed.


Køber Nybro i 1872

Omkring 1860 - da Laurits var først i 20erne - traf han Svaneke-pigen Caroline Bohn og hun trak ham i land. Hendes far Hans Peder Bohn købte i 1863 Nybro kro og høkerbutik og Caroline passede høkerhandelen. Et par år senere blev Caroline og Laurits gift i Østerlars kirke, og under en længere landlov fik sømanden smag for livet på land. Samtidig så Laurits mulighederne for at udvikle købmandsforretningen, og i 1872 købte han svigerfaderens landejendom med kro og købmandsbutik.


 

 

Svenske slagsbrødre

Mange svenske arbejdere var ved de tider i gang med at dræne jorden hos de bornholmske bønder. Det var hårdt arbejde og, og mange brugte den sparsomme fritid på Nybro kro. Mange af de svenske arbejdere var nogle rå børster, og efterhånden som brændevinen gled ned, dukkede aggressionerne op. Ofte udviklede det sig til voldsomme slagsmål, og der var store modsætningsforhold mellem svenskere og lokalbefolkning.


Derfor lukkede Caroline og Laurits kroen og koncentrerede sig om landbrug og købmandshandel.


 

Sømandens talenter

Det viste sig hurtigt, at Laurits også var god til at lægge kursen på land. Han udviklede landbruget på Nybro med stor dygtighed. Jorden blev forbedret, markdriften systematiseret, husdyrholdet udvidet og bygningerne renoveret og forbedret. I 1882 blev en ny stor stuelænge det synlige tegn på den velstand, Caroline og Laurits på 10 år havde skabt på Nybro.


Østerlars-folket fik hurtigt øjnene op for sømandens talent som købmand og landmand. Laurits begyndte straks at få tillidshverv. 1872 vælges han til sognerådet og bliver sognets hovedkasserer.


Samme år får Caroline og Laurits deres eneste barn, sønnen Thorvald. I de kommende år lægger Laurits i sin dagbog ikke skjul på, at han drømmer om at se sønnen overtage Nybro. Men Thorvald er svagelig som barn, og han er mere til bogen end til landbrug og købmandshandel. Han er meget begavet, tager flotte eksamener og får en juridisk karriere, der kulminerer med embedet som folketingssekretær.


 

Lysthuse og stengrotter

På Nybro fortsætter Laurits med at udvikle tingene. Han køber mere jord, ny kobesætning og anlægger en stor og ganske enestående have med lysthuse og stengrotter ved Nybro. Også købmandshandelen går strygende, og virksomheden udvides i 1882 med postkørslen mellem Nybro og Gudhjem. På dette tidspunkt har der allerede været brevsamlingssted på Nybro i fem år. Senere overtager han også personbefordringen på ruten.


 

Stor hæder

Caroline har også travlt. Hun står for butikken, og hun arbejder med gårdmejeriet. Blandt andet tager hun til Holte, og i to uger går hun i hælene på den berømte ostepionér Hanne Nielsen, Havartigården, for at få fiduserne til en bedre osteproduktion. Det lønner sig. Snart sælger Caroline oste til København og vinder fine priser for oste fra Nybro.


Ægteparret vinder i øvrigt en lang række priser på dyrskuer og forskellige udstillinger, hvor deres dyr og produkter høster stor anerkendelse. i 1884 sættes kronen på værket, da den 46-årige Laurits efter 12 år på Nybro får den fornemme anerkendelse i form af et sølvbæger for landboflid af Det kgl. Landhusholdningsselskab.


 

Det første mejeri

Laurits Kofoed går også foran på Bornholm, når det gælder den spirende andelsbevægelse. I 1886 samler han landmændene i Østerlars og får tilslutning til at opføre det første andelsmejeri på Bornholm, Dybdal. Bygningen eksisterer i dag som enfamilieshus på Gamlevældevej 15.


Da det er kommet i gang, tager Laurits på turné til de øvrige bornholmske sogne, hvor han inspirerer og vejleder landmændene. Resultatet er, at der i løbet af et par år er bygget andelsmejerier i de fleste sogne på øen.


 

Den store iværksætter

Hermed er Laurits Kofoed for alvor komme i gang som den store iværksætter. Han har konstant øje for, hvor der kan udvikles og forbedres. Det bliver også til mange foredrag om forbedringer inden for landbruget, og han er initiativtager på en lang række områder.


Han stifter den første tyreforening, hvor landmændene i fællesskab anskaffer en tyr, der sikrer de gode avlsresultater. Han er formand for den lokale forening, og det er næsten en selvfølge, at han også vælges som formand for Bornholms Tyreforening.


Fællesskab er også kodeordet for Tærskeværket Nybro, som Laurits tager initiativ til og opretter.


 

Butikken forpagtes ud

Han bruger også mange kræfter inden for fjerkræavlen. Han laver selv forsøg på Nybro for at finde de bedste hønseracer. i 1894 stifter han – og bliver formand for – Bornholms Fjerkræavler Forening.


Med de mange tillidshverv er der ikke megen tid til at passe den hjemlige bedrift. Caroline er blevet 58 år og er hårdt ramt af gigt, så i 1895 overlader Laurits sin købmandsforretning til kommis Hans Michelsen, der forpagter forretningen for en 10-årig periode. Samtidig bygger Laurits et hus til Hans Michelsen, nemlig Villa Basta på den anden side af vejen.


 

Ægge-Møller

I samme periode får han kontakt med en jysk skolelærer, som får stor betydning for ham, nemlig Frederik Møller. Han er den store pioner inden for dansk ægeksport, og Laurits følger trop. Møller kommer til Bornholm og sammen tager Laurits og Frederik Møller fat på at få de bornholmske landmænd til at sætte ægproduktionen i system. De to første bornholmske kredse af Dansk Andels Ægeksport oprettes af Laurits i Østerlars og Gudhjem, og snart er Bornholm et af de områder i landet, hvor der er den største ægproduktion.


Mange af Laurits rejser sker sammen med Frederik Møller. De to rejser landet tyndt og kontrollerer ægpakkerier, holder foredrag og besøger store bedrifter.


 

Engelsk uden manuskript

Makkerparret er også danske repræsentanter på internationale kongresser, og her får Laurits glæde af engelskkundskaberne fra sin sømandstid. Da han står på talerstolen til en international kongres i London, opdager han, at han har glemt sit manuskript på hotellet. I sin dagbog noterer han ikke uden stolthed, at forsamlingen med stort bifald lod ham forstå, at han formåede at redegøre for dansk hønseavl uden manuskript.


 

I magtens centrum

Laurits bliver en af de ledende skikkelser i dansk andelsbevægelse omkring århundredeskiftet. Blandt andet bliver han landsformand for repræsentantskabet i Dansk Andels Ægeksport, og han får sæde i Andelsudvalget, der repræsenterede magtens centrum i den samlede danske andelsbevægelse.


Laurits Kofoed bliver på den måde en hyppig gæst på de bonede gulve i København. Han omgås departementschefer og ministre, og da postkørslen til Gudhjem tilsyneladende er ved at komme i fare, opsøger han som den naturligste ting i verden selve generalpostinspektøren i hovedstaden. Livet på Nybro også præg af Laurits omfattende virke og netværk. Især om sommeren vrimler det med gæster i Østerlars, og Laurits spænder tit hestene for den fine charabanc og kører gæsterne rundt på øen.


 

Skat Møller dukker op

Frederik Møller, stifteren af Dansk Andels Ægeksport, er en hyppig gæst i Østerlars, og snart dukker hans søn Skat Møller også op. I 1905 vælger Hans Michelsen at blive selvstændig købmand i Åkirkeby, og Laurits skal finde en ny forpagter. Det ender med at Skat Møller overtager butikken.


Da Laurits Kofoed er omkring de 65 begynder han at trappe ned. Han overlader og post- og passagerkørslen til sin svoger Otto Bohn, og i 1906 stopper han som aktiv landmand. Nybro forpagtes af Skat Møller, og Caroline og Laurits flytter over i Villa Basta.


Et par år senere forlader han også sit livsværk Dybdal Mejeri, da han i februar 1908, kort før sin 70 års fødselsdag, udtræder af bestyrelsen.


 

Nybro brænder

Den 1. november udspiller sig et voldsomt drama i Østerlars. Nybro brænder. Hele ejendommen med kreaturer og svinebesætning brænder ned til grunden.


De brændende spåner fra taget flyver gennem luften, og en overgang frygter Caroline og Laurits, at Villa Basta også bliver flammernes bytte. Det lykkes dog at redde denne ejendom, men den 72-årige Laurits kaster for første gang håndklædet i ringen. "Jeg var for gammel og svag til selv at bygge Nybro op," konstaterer han i sin dagbog. Derfor sælger han hele molevitten til Skat Møller.


Det sidste tillidshverv – formand for Bornholms Fjerkræforening – forlader Laurits i marts 1911 på grund af sygdom, og 19. oktober 1911 dør Signius Martheus Lauritsen Kofoed på Åkirkeby sygehus. Han bliver begravet på Østerlars kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses.


Skat Møller genopbyggede Nybro og drev ejendommen de næste 15 år, mens Laurits kone Caroline solgte Villa Basta og flyttede til Grønnegade i Rønne. Her døde hun i 1934, 93 år gammel. Samme år som Laurits døde, byggede Østerlars-landmændene et nyt og meget større Dybdal Mejeri. Laurits havde set rigtigt, da han 25 år tidligere overbeviste bornholmerne om at bygge andelsmejerier.

 

Kilderne til beretningen om Laurits Kofoed er bl.a. kirkebøger, folketællinger, skøde- og panteprotokoller, Bornholmske Samlinger, en række forskellige lokalhistoriske skrifter samt Laurits Kofoeds egen dagbog.


Af journalist Erik Jensen

 

 


 


Purus vitae dolor ut eu - Urna pulvinar suspendisse